Gammelt tv-apparat | Pixabay

Copydan Arkiv blev oprettet som et resultat af medieaftalen for 2007-2010. Her blev der åbnet op for, at DR’s enorme guldgrube af gamle programmer, som repræsenterer vores fælles kulturarv, skulle digitaliseres og gøres tilgængelige for befolkningen.

Siden har Copydan Arkiv indgået aftaler med DR, som har gjort det muligt at åbne arkiverne op til glæde for alle, der elsker at gense alt det gode tv-indhold. 

Bonanza og genudsendelser på nichekanalerne

Det startede med lanceringen af DR's Bonanza-site i 2008. Her har DR som følge af aftalerne lagt store dele af arkivet på nettet, så brugerne kan streame gamle tv-serier, dokumentarudsendelser og meget mere.

I 2009 trådte endnu to aftaler i kraft. Aftalerne gav DR mulighed for at genudsende hele eller dele af udsendelser fra arkivgemmerne på nichekanalerne DR K og DR Ramasjang. Aftalerne omfatter både DR’s egne produktioner og eksterne produktioner, som er bestilt af DR.

Aftaler der sikrer betaling til rettighedshaverne

Den seneste aftale mellem Copydan Arkiv og DR trådte i kraft den 1. januar 2015 og omfatter mere arkivmateriale end de tidligere aftaler. Aftalen giver blandt andet befolkningen mulighed for at se mere ny dansk drama og arkivstof på DR’s nichekanaler DR K, DR Ultra, DR Ramasjang og DR 3 samt på dr.dk. Helt konkret har DR under visse betingelser mulighed for blandt andet at vise 40 timers nyere drama, mulighed for at lægge 500 timers redaktionelt udvalgt DR-arkivstof på dr.dk samt mulighed for at bruge klip fra nyere dramaserier og andre DR-programmer i den daglige programproduktion. Aftalen sikrer samtidig betaling til danske rettighedshavere for de programmer, de har været med til at skabe og har ophavsret til.