Årsrapporter for Copydan Arkiv
På denne side finder du årsrapporter, der redegør for Copydan Arkivs økonomi.
Årsrapport 2023
Overordnet kan følgende fremhæves:
- Ny medieaftale 2023-2026
- Inflationen påvirkede årets resultat
Ny medieaftale
I juni 2023 blev der indgået en ny medieaftale mellem regeringspartierne (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Aftalen omfatter perioden 2023- 2026 og har fokus på vigtigheden i at få kulturarven ud til alle. Ifølge aftalen skal DR fra 2024 stille kurateret indhold fra public service arkivet hos DR til rådighed i et selvstændigt univers på DRTV. Der er på den baggrund indgået en aftale mellem DR og rettighedshaverne i regi af Copydan Arkiv om rettigheder til at vise de produktioner, som er skabt over årene, så de i endnu højere grad kan komme ud at leve i den danske befolkning. DR betaler årligt for DR's brug af arkivmaterialet, og medlemsorganisationerne bag Copydan Arkiv, der repræsenterer de kunstnere og kulturproducenter, som har været med til at skabe indholdet, fordeler vederlagene til de mange individuelle rettighedshavere. Som en del af aftalen lukker Bonanza i 2024.
Medieaftalen indebærer også, at Det Kongelige Bibliotek skal etablere en søgbar adgang for borgerne til arkivmaterialet hos DR.
Inflationen påvirkede årets resultat
Årets vederlag er steget fra 75,3 mio. kr. i 2022 til 86,9 mio. kr. i 2023. Stigningen skyldes indeksering af aftaler. Betalingen til rettighedshaverne indekseres årligt efter et indeks som følger inflationen. Indekseringen i 2023 har været ekstraordinær høj på grund af den særegen høje inflation. De samlede omkostninger udgør 1,1 mio. kr. i 2023 og er på niveau med omkostningerne i 2022.
Copydans virke - en grundpille i det kulturelle kredsløb i Danmark
I EU er der gennemført ensartede regler for rettighedsorganisationer som Copydan omkring transparens mv. og formelt gennemføres dette via den årlige rapportering. Årsrapporten indeholder således en udførlig beskrivelse af, hvordan vederlagene er fordelt på de enkelte medlemsorganisationer. Specifikationerne er opdelt på vederlag, der fordeles til medlemsorganisationer og samarbejdspartnere samt vederlag, der afregnes til udenlandske kollektive forvaltningsorganisationer. Oversigten over fordelte og udbetalte vederlag til medlemsorganisationerne ses på side 24 i årsrapporten.
På hjemmesiden kan man læse meget mere om foreningens arbejde, rettighederne, betalingerne og om hvordan vederlagene er en grundpille i det kulturelle kredsløb i Danmark og er med til at sikre, at skuespillere, musikere, filmfotografer, instruktører, journalister, manuskriptforfattere, musikselskaber, tv-producenter og mange andre kunstnere og kulturproducenter samlet får en fair betaling for deres arbejde og værker, når virksomheder laver forretning på deres indhold.