Gå til indhold

Årsrapporter for Copydan Arkiv

På denne side finder du årsrapporter, der redegør for Copydan Arkivs økonomi.

Årsrapport 2025

Overordnet kan følgende fremhæves:

  • Gratis adgang for danskerne til 100 års public service-indhold fra DR

  • Indførelse af moms på kunstnerisk virksomhed

Gratis adgang for danskerne til 100 års public service-indhold fra DR

I 2025 fik danskerne mulighed for gratis at tilgå radio- og tv-udsendelser fra DR's 100-årige historie via Det Kgl. Biblioteks hjemmeside.

DR Arkivet er et resultat af den seneste medieaftale, hvor Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne samt Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti besluttede, at DR's kulturarv skulle gøres tilgængelig for alle. I slutningen af 2024 indgik kunstnere og kulturproducenter i Copydan Arkiv derfor en aftale med Det Kgl. Bibliotek om at gøre arkivet tilgængeligt for danskerne.

Det er noget helt særligt for Danmark, at 100 års public service-indhold på denne måde gøres gratis tilgængelig for alle. Det skyldes bl.a., at det er lykkedes at samle de mange forskellige typer af rettighedshavere, der står bag de enorme mængder af indhold i DR's arkiver.

Der kommer løbende både ældre og nye udsendelser til, og når DR Arkivet ved udgangen af 2026 er komplet, vil danskerne kunne gå på opdagelse i op mod 4 millioner tv- og radioudsendelser.

Indførelse af moms på kunstnerisk virksomhed

I 2024 lige før jul vedtog Folketinget et lovforslag om at indføre moms på kunstnerisk virksomhed. Ændringen i momsloven betød, at Copydan Arkiv pr. 1. juli 2025 overgik til at blive momspligtig. Betalingen for ophavsrettigheder mv. har derfor været pålagt moms fra 1. juli 2025, og tilsvarende har der været afløftet moms på omkostninger.

Årets samlede vederlag

Årets vederlag er steget fra 88,4 mio. kr. i 2024 til 122.8 mio. kr. i 2025.

Efter administrationsomkostninger og forrentning af vederlaget var det muligt at fordele 124,3 mio. kr. til medlemsorganisationerne mod 93,4 mio. kr. i 2024 – en stigning på 30,9 mio. kr.

Rettighedsmidler – en vigtig del af finansieringen af tv, film og musik i Danmark

I EU er der gennemført ensartede regler for rettighedsorganisationer som Copydan om transparens mv. Årsrapporten indeholder således en udførlig beskrivelse af, hvordan vederlagene er fordelt til de enkelte medlemsorganisationer. Specifikationerne er opdelt på vederlag, der fordeles til medlemsorganisationer og samarbejdspartnere, samt vederlag, der afregnes til udenlandske kollektive forvaltningsorganisationer.

På hjemmesiden kan der læses mere om hvordan vederlagene er en grundpille i det kulturelle kredsløb i Danmark og er med til at sikre, at skuespillere, musikere, filmfotografer, instruktører, journalister, manuskriptforfattere, musikselskaber, tv-producenter og mange andre kunstnere og kulturproducenter samlet får en fair betaling for deres arbejde og værker, når virksomheder og andre laver forretning på deres indhold.